Rundt om tomaten: Stilken, bøffen og blommen

Rundt om tomaten

Af Hanne Birkum Petersen, cand. pæd. i almen pædagogik

Stilken, Bøffen og Blommen er et undervisningsmateriale, der kan anvendes i mange sammenhænge og i forskellige undervisningsforløb, hvor arbejdet med tomaten kan relateres til målene for undervisningen i hjemkundskab.

Tomaten er en populær fødevare, som ofte bliver brugt i hjemkundskabslokalet. Tomaten er let og hurtig at håndtere for eleverne, den er sund, den er let at få fat i, og prisen på tomater er overkommelig. Men hvad ved eleverne om de tomater, de køber i bakker i supermarkedet? Kender eleverne til, hvordan tomaten dyrkes? Hvilken tomat smager mest sød eller syrlig? Og hvor stammer tomaten egentlig fra? Disse og mange flere spørgsmål kan eleverne få svar på ved at arbejde med det nye undervisningsmateriale fra GAU: Stilken, Bøffen og Blommen.

Materialet er gratis, det består af lærervejledning, elevark og supplerende materiale og kan downloades her:

Materialet indeholder informationer om produktion, tomattyper, indkøb og opbevaring af tomater, tomatens kulturhistorie, og hvordan tomaten kan bidrage til sloganet 6 om dagen - og naturligvis hvordan tomaten kan tilberedes og anvendes i forskellige retter.


Her ses Tomatsalsa med kødspid....

Aktive og undersøgende elever

Elevmaterialet lægger op til, at eleverne er aktive i deres læringsproces. Fagets håndværksmæssige, udtryksmæssige, analytiske, kommunikative og oplevelsesmæssige virksomheder er aktive tilegnelsesformer, som bringes i spil gennem praktiske og konkrete opgaver med tomaten. Eleverne bruger deres sanser, når de skal vurdere duft, smag og konsistens i forskellige tomattyper og i forskellige retter med tomat. Eleverne noterer og fastholder deres vurderinger og resultater i materialets skemaer, der er knyttet til de enkelte opgaver. Underviserens rolle er gennem dialog at få sammenfattet og konkluderet essenser fra elevernes refleksioner, så elevernes tilegnede viden og erfaringer med tomaten bliver tydelig.

Din opgave

Lærervejledningen beskriver, hvorledes materialet kan anvendes i undervisningen ud fra de lovmæssige krav til hjemkundskab. Som underviser er det din opgave at tilrettelægge undervisningen i forhold til mål og rammer og vurdere, hvor i årsplanen et emne om tomaten kan inddrages. Det er også op til dig at vurdere, hvor mange retter eller hvor meget af hver ret, der skal produceres. Portionsstørrelsen i opskrifterne er valgt ud fra en undervisningssituation, hvor eleverne skal smage og reflektere over retten i forhold til lektionens fokus.